Carla Nørremark

I mine værker ses meget tydeligt, min evige betagelse af menneskekroppe og fascination af havet, hvilke kan ses som tilbagevendende motiver, der til tider inddrages nærmest helt ubevidst. Samtidig er der noget ved den blå farves dybde og de forskellige nuancer, der kan kombineres på alle tænkelige måder, som også er meget gennemgående i min kunst.

Behovet for at skabe kunst udspringer af alt; lige fra et behov for at fortælle en større eller mindre historie, skildre nogle mere abstrakte tanker og følelser, male et stillestående udsnit af min virkelighed, vise verden gennem mine øjne, til det simple behov for at se noget tage form mellem mine fingre.

Jeg er stadig meget ung, stadig ved at finde “min streg” og stræber efter, at denne er under evig forandring dog med en forhåbning om, at mit udtryk alligevel altid kan genkendes uafhængigt af materialebrug og metode.

“Hendes senere værker rummer det sanselige spænd mellem oliekridtes taktilitet og akrylmalingens glatte fornemmelse. I værkerne ses sammenkrøllede og forvrængede kroppe fremstillet i mosaikker bestående af organiske former i blå baggrunde, hvor det gennemsigtige er blandet med det helstøbte. I deres tekstur og form henviser de til det maritime, og deres blanding af ugennemtrængelighed og gennemsigtighed skaber både mellemrum og ophold, samt sekvenser af punkter, der obstruerer kroppenes bevægelser. Kroppenes fremtræden er helt anderledes detaljerede – fuld af nuancerede farveflader. I mosaikkens sekventialitet er kroppene mere krævende at aflæse. Dermed sidder man tilbage med en fornemmelse af noget uforsonligt mellem dem og deres ellers så naturlige omgivelser. Havets rolle bliver et symbol på interne stridigheder i mennesket; en urkraft der kuer og fastlåser mennesket”. − Markus Juul Kongstad, kurator